Library Technology Guides

Document Repository

Axiell køber engelsk biblioteksvirksomhed

Press Release: Axiell [May 5, 2008]

Copyright (c) 2008 Axiell

Abstract: Interview med Adm. Direktør Morten Nørgaard Berg Af Lene K. Nielsen for axiell.dk


Interview med Adm. Direktør Morten Nørgaard Berg Af Lene K. Nielsen for axiell.dk

Axiell køber virksomheden DS i England. Hvilken type virksomhed er der tale om?

Morten Berg: Der er tale om en virksomhed, der på mange måder ligner det nuværende Axiell, og på nogle områder har nye spændende ting at byde på. Udover de velkendte discipliner med Udvikling, Implementering, Installation, Support og Kursus i et bibliotekssystem, så har de et imponerende FM-center , hvor de driver nogle meget store kunder, herunder London og Surrey. De driver trykkeri, hvor de printer reserveringer og hjemkaldelser for en række kunder, og de har produkter, som vi er ved at se nærmere på for at vurdere, hvorvidt vi kan introducere dem på vore øvrige markeder. De er omkring 100 mennesker, flest i Nottingham, resten i Ferndown/Dorset og en del serviceteknikere, der arbejder lokalt.

Hvad bliver din egen rolle i forbindelse med England?

Jeg har allerede været på besøg derovre, og min vigtigste rolle bliver at rådgive om Axiells procedurer, politikker og strategier. Vi har en masse erfaringer fra vores egen indlemning i Axiell tilbage i 2004, både dét der gik godt og dét som kan gøres bedre. Desuden er der en lang række praktiske ting, som det er rart at kunne hjælpe med, således at transitionen forløber hensigtsmæssigt. Jeg var også med i transitionsgruppen, da vi købte TietoEnator's biblioteksgruppe i Finland, så vi har efterhånden samlet en "pakke" vi kan rulle ud.

Hvordan kommer de danske kunder til at mærke det engelske opkøb?

DS samarbejdet er ikke noget, der er kommet i stand "over night". Vi havde allerede et samarbejde omkring Arena projektet, og dette samarbejde bliver intensiveret. Det betyder flere udviklingsressourcer, flere kompetencer in-house, større marked osv. I sidste ende skal det give hurtigere udvikling af videntunge produkter til konkurrencedygtige priser. På kort sigt mærker hverken danske, svenske eller finske kunder noget til DS, men jeg er overbevist om, at vi med ekspansionen får det internationale fokus, som vores kunder også har i stigende grad. Vi bliver ganske enkelt dygtigere af at komme ud i verden, og den viden kan vi omsætte til gavn for kunderne. Jeg forestiller mig også noget networking på tværs af brugergrupper. Det er da lidt sjovt at tænke på, at vores konferencer nu også får deltagelse fra London.

Hvordan blev nyheden modtaget af personalet?

I både Danmark, Sverige og Finland blev det positivt modtaget. Jeg ved ikke om det ligefrem var ventet med et opkøb, men i hvert fald kom det heller ikke som et chok. Vi har jo en udtalt ekspansionsstrategi, og er fast besluttet på at komme videre ud i Europa. Det er vi så nu, og jeg tror at alle glæder sig til at møde de nye kolleger og få noget frisk inspiration. Jeg fik et vældigt positivt indtryk, da jeg var i Nottingham. De er dygtige folk. Det er også dejligt at mærke den entusiasme og begejstring, som de lægger i deres arbejde. Det er nu en gang sjovest at gå på arbejde, når man brænder for det man laver – og det gør de helt sikkert. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med DS-kollegerne.

Permalink:
View Citation
Publication Year:2008
Type of Material:Press Release
Language English
Issue:May 5, 2008
Publisher:Axiell
Company: Axiell
Record Number:15406
Last Update:2012-12-29 14:06:47
Date Created:2011-01-30 14:06:15