Library Technology Guides

Current News Service and Archive

Press Release: KOMBIT [April 27, 2020]

Nyhedsbrev fra Fælles Bibliotekssystem

Nyhedsbrev fra Fælles Bibliotekssystem

April 2020

I denne måneds nyhedsbrev fra FBS kan I læse om:

  • FBS Årsrapporten for 2019 og resultaterne fra årets brugertilfredshedsundersøgelse
  • Ny ændringsønskeportal for Bibliotekernes Data og It
  • Præsentation af faggrupperne på FBS og FBI
  • Vil du være en del af det rådgivende Udvalg for Supplerende BiblioteksData?
  • Kort nyt om releases og driftsstatus på FBS
  • Tips & tricks fra PLC-netværksmøderne
  • Orientering til kommunerne vedrørende vilkår
  • Orientering om oversendelse af økonomiske krav (fordringer) til SKAT

Har du spørgsmål eller kommentarer til nyhedsbrevet, er du velkommen til at skrive til bibsys@kombit.dk.

FBS Årsrapport 2019

Traditionen tro er KOMBIT nu klar med FBS-årsrapporten for 2019. Årsrapporten rede¬gør for de organisatoriske tiltag, driften og videreud¬viklingen for FBS samt vores forventninger til 2020. Som noget nyt indeholder rapporten også emner om Fælles Biblioteksinfrastruktur, da vi arbejder hen imod en fælles organisering på biblioteksområdet i KOMBIT under betegnelsen 'Bibliotekernes Data og It' (BDI). Derfor vil I opleve, at årsrapporterne fremover vil komme til at dække hele dette område.

Læs årsrapporten her

Tilfredsheden med Fælles Bibliotekssystem stiger igen i år

I januar sendte KOMBIT årets brugertilfredshedsundersøgelse på FBS ud. 847 personer har taget sig tid til at besvare undersøgelsen – mange tak for det. Som I også kan læse i årsrapporten, kan vi glæde os over, at brugertilfredsheden med FBS igen i år er steget. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at sikre den bedste biblioteksløsning for landets biblioteker. I kan læse mere om resultaterne i nyheden her.

Hvis I har spørgsmål til årsrapporten eller brugertilfredshedsundersøgelsen, er I meget velkommen til at skrive til bibsys@kombit.dk.

Ny ændringsønskeportal for Bibliotekernes Data og It

KOMBIT har indkøbt en ny portal til indmeldelse af ændringsønsker fra bibliotekerne – vi kalder den for 'Ændringsønskeportalen for Bibliotekernes Data og It'. Portalen giver en række muligheder fremadrettet – bl.a. er der nu én indgang til at melde ændringsønsker ind til KOMBIT for både FBS og FBI. Det bliver dog fortsat kun en begrænset gruppe af medarbejdere fra bibliotekerne, der får adgang til at melde ændringsønsker ind, men vi arbejder på, at alle interesserede bl.a. kan gå ind på portalen og læse om de ændringsønsker, der er kommet ind.

Du kan læse meget mere om den nye ændringsønskeportal for Bibliotekernes Data og It på siden her. Her finder du også en oversigt over og status på de ændringsønsker, som allerede er indrapporteret.

Portalen blev taget i brug den 3. april, hvor den gamle FBS-ændringsønskeportal lukkede ned. De kommunale rapportører har modtaget en mail om oprettelse, og skal derfor ikke foretage sig yderligere, med mindre mailen ikke er nået frem. Så findes der et link til oprettelse her.

For de statslige bibliotekers vedkommende, dvs. forsknings-, fag- og uddannelsesbibliotekerne samt gymnasie-, erhvervs- og akademibibliotekerne skal der oprettes brugeradgange for at kunne indsende ændringsønsker til Fælles Biblioteksinfrastruktur. Vi forventer snart at have retningslinjerne for dette på plads, og så vil vi kontakte jer.

Faggrupperne på FBI og FBS er nu på plads

I seneste nyhedsbrev søgte vi efter medlemmer til de to faggrupper. Faggrupperne skal give faglig rådgivning og sparring til KOMBIT og kvalitetssikre, foreslå prioriteringer og indstille ændringsønsker til Styregruppen i forbindelse med videreudviklingen af løsningerne. Tak til alle jer, der har skrevet til os – vi er glade for den interesse, vi oplever for at være med til at præge løsningerne.

Vi har sammensat to faggrupper med medlemmer, så der er bred repræsentation ift. geografi, biblioteksstørrelse mv. Du kan se medlemmerne i faggrupperne på siden her. Vi glæder os til at møde jer her i slutningen af april og til at inddrage jer i det videre arbejde med at udvikle løsningerne til glæde for os alle.

Vi søger medlemmer til det nye rådgivende Udvalg for Supplerende BiblioteksData (SBD-udvalget)

Er du interesseret i at påvirke udviklingen af bibliotekernes metadata ud fra en formidlingsvinkel både ved at bidrage med egne erfaringer og ideer og ved at rådgive om, hvordan du ville prioritere? Så er det nu, du har chancen.

KOMBIT søger nemlig udvalgsmedlemmer til det nyetablerede SBD-udvalg, der skal rådgive om supplerende biblioteksdata og give feedback på og bidrage med nye ideer til videreudviklingen. Væsentlige perspektiver i denne videreudvikling er grænsefladernes forandring fra bestandskatalog til formidlingsplatform og medieudviklingens påvirkning af bibliotekernes behov for metadata. Supplerende Biblioteksdata bestilles af KOMBIT i DBC.

Skriv en mail til bibsys@kombit.dk inden den 18. maj, hvor du kort fortæller om din faglige baggrund og hvorfor du gerne vil arbejde med supplerende biblioteksdata.

Du finder udkast til kommissoriet for Rådgivende udvalg for Supplerende Biblioteksdata nederst på siden her.

Fakta om Supplerende Biblioteksdata

Supplerende Biblioteksdata, der tidligere blev betegnet Bibliotekskatalogisering, omfatter udvælgelse af materialer med biblioteksrelevans, der skal beriges med metadata ud over de nationalbibliografiske metadata for at understøtte bibliotekernes behov. Det drejer sig bl.a. om en række formidlingsnoter (indholdsbeskrivende note, noter om målgruppe og anvendelighed, noter om samhørende værker osv.). Tildeling af emneord er også omfattet. Herudover foretages fuld katalogisering af materialer, der ikke er optaget i den danske nationalbibliografi, men er biblioteksrelevante (fx udenlandsk musik og noder samt brætspil).

Den nationalbibliografiske registrering, der dækker hovedparten af den formelle beskrivende katalogisering (titel, ophav, udgivelse, fysisk beskrivelse, diverse opslag mv.) hører til i Nationalbibliografisk Udvalg under Slots- og Kulturstyrelsen og indgår ikke i udvalgets arbejdsområde.

Kort nyt

FBS-releases siden sidst

Her finder I en oversigt over de seneste releases på FBS. Siden bliver løbende opdateret, når der kommer nye releases. Vi opfordrer derfor til, at I holder øje med siden.

Biblioteksloven §21 – ny fortolkning

KOMBIT og Slots- og kulturstyrelsen blev sidste år enige om en ny fortolkning af bibliotekslovens §21. Denne ny-fortolkning medførte før jul en rettelse i FBS/Cicero.

Det er nu også muligt at se fortolkningen på Slots- og kulturstyrelsens hjemmeside.

Driftsstatus for FBS

Driftseffektiviteten på FBS har været i top de første tre måneder af 2020. COVID-19 har dog haft indflydelse på både antal af og karakteren af transaktioner den seneste måned. Der er primært kørt såkaldt 'tunge transaktioner', hvilket giver udslag i svartiderne. KOMBIT vurderer ikke, at der er grund til bekymring, da dette vil normalisere sig i takt med den trinvise åbning af landet - og landets biblioteker.

Tips & tricks fra PLC-netværksmøderne

Tak til de deltagende for nogle gode og lærerige PLC-netværksdage i København den 3. marts og i Vejle den 9. marts.

Et af programmets hovedpunkter var eftermiddagens gennemgang af tips & tricks til FBS og Cicero på PLC-området. En stor tak til Bent Sejersen fra Aarhus Kommune og Leif Vindbjærg Nielsen fra Vejle Kommune for deres store engagement i forhold til dette oplæg. Bent og Leif har samlet alle deres gode råd i dokumentet her.

Orientering til kommunerne vedrørende vilkår

Da foreningen Fællesskabet FBS blev nedlagt i forbindelse med overgang til den nye organisering for Bibliotekernes Data og It, gælder de daværende vedtægter som udgangspunkt ikke længere.

Dog skal I fortsat være opmærksom på følgende vilkår, som fortsat er gældende:

1) Ikke-kommunale institutioner, som ikke har en driftsaftale med en kommune om brug af FBS pr. 1.11.2018, henvises til Systematic eller en anden biblioteks-it leverandør.

2) Kommunale institutioner, uanset tidspunkt for indgåelse af driftsaftale med en kommune (folkebibliotek eller læringscenter), er en del af kontrakten.Det betyder:

  • at adgangen til Fælles Bibliotekssystem er inkluderet i det vederlag, som kommunen betaler til KOMBIT via tilslutningsaftalen.
  • at den enkelte kommune (folkebibliotek eller læringscenter) varetager 1-level-support for den kommunale institution
  • at den enkelte kommune (folkebibliotek eller læringscenter) kan opkræve betaling for denne support
  • at den enkelte kommune (folkebibliotek eller læringscenter) kan sælge andre ydelser til institutioner f.eks. betjeningsoverenskomst

Kommunen kan eventuelt vælge at indkøbe support til institutionen separat via Systematics ydelseskatalog, således at én navngiven bruger pr. institution må henvende sig til leverandørens supportfunktion. Eventuelle udgifter hertil afholdes direkte af kommunen.

3) Kommunen kan opsige en ikke-kommunal institutions benyttelse af Fælles Bibliotekssystem med et varsel på 6 måneder til udgangen af et kalenderår. Udgifter i forbindelse med opsigelse, bl.a. nedlæggelse af agency eller filial, afholdes af institutionen selv. Priserne følger Systematics listepriser.

4) Kommunen kan til hver en tid opsige en kommunal institutions benyttelse af Fælles Bibliotekssystem. Udgifter i forbindelse med opsigelse, bl.a. nedlæggelse af agency eller filial, afholdes af institutionen selv. Priserne følger Systematics listepriser.

Orientering om oversendelse af økonomisk krav (fordringer) til SKAT

Kommunerne skal fremover sende fordringer til SKAT (restanceinddrivelsesmyndigheden), når betalingsfristen er overskredet. I den forbindelse har Udviklings- og forenklingsstyrelsen gennemgået biblioteksområdet og fastlagt, hvordan kommunerne fremover skal kategorisere disse fordringer, når de sendes til SKAT.

Kommunerne skal fremover kunne inddele bibliotekskrav i følgende tre typer:

  • Gebyr for overskridelse af lånetid, kommunale biblioteker
  • Bibliotekers erstatningskrav med anerkendelse/kvittering
  • Bibliotekers erstatningskrav uden anerkendelse/kvittering

KOMBIT sikrer, at FBS/Cicero tilpasses så fordringer (de økonomiske krav) kan sendes korrekt til kommunens debitorsystem. Det er debitorsystemets opgave at videresende kravet til SKAT til inddrivelse. Dette betyder, at alle kommuner på sigt skal tage den nye debitorintegration i brug, så alle kommuner har mulighed for at videresende fordringer til inddrivelse hos SKAT. Bemærk, at der i dag ligger en række mellemværender i FBS med status "sendt til inddrivelse" - disse er ikke alle sendt til SKAT til inddrivelse, da den status over tid har været anvendt forskelligt. I forbindelse med debitorintegration vil der derfor blive anvendt en ny status.

En nærmere beskrivelse af biblioteksfordringer findes på Fordringshaverportalen.


Summary: Traditionen tro er KOMBIT nu klar med FBS-årsrapporten for 2019. Årsrapporten rede¬gør for de organisatoriske tiltag, driften og videreud¬viklingen for FBS samt vores forventninger til 2020. Som noget nyt indeholder rapporten også emner om Fælles Biblioteksinfrastruktur, da vi arbejder hen imod en fælles organisering på biblioteksområdet i KOMBIT under betegnelsen ’Bibliotekernes Data og It’ (BDI). Derfor vil I opleve, at årsrapporterne fremover vil komme til at dække hele dette område.
Publication Year:2020
Type of Material:Press Release
LanguageDanish
Date Issued:April 27, 2020
Publisher:KOMBIT
Company:
Company: KOMBIT
Permalink: https://librarytechnology.org/pr/25107

LTG Bibliography Record number: 25107. Created: 2020-04-27 03:58:52; Last Modified: 2020-04-27 04:01:16.