Kl. 10 i dag blev Holbæk Bibliotek igen åbnet for lånerne – og bibliotekschef Bjørn Ulrik Larsen bød velkommen tilbage med tale og fint traktement over hele dagen.
Formand for Udvalget for kultur og fritid i Holbæk Kommune, Emrah Tuncer (til højre), fik lov at klippe snoren over til den nye edb-verden – og sagde bl.a. i sin tale:
" Efter knap ét års planlægning og forberedelser kan folkebibliotekerne og skolebibliotekerne i Holbæk Kommune i dag tage et nyt EDB-system i brug. Det nye system er et dansk udviklet system og det mest udbredte system på både folkebiblioteker og skolebiblioteker i Danmark.
Dermed kommer bibliotekerne i Holbæk Kommune med i et større systemmæssigt og fagligt fællesskab – også udviklingsmæssigt. Ikke mindst det sidste er af stor vigtighed i en tid, hvor udviklingen går hurtigt! Det gælder både i forhold til det grundlæggende system og i forhold til de faciliteter og services, der er – og i fremtiden vil blive knyttet til systemet."
Roskilde Bibliotekerne, der skal være driftscenter for Holbæk, havde flere folk med som støtte på startdagen, der forløb planmæssigt - og i travlhed og højt humør.